Søg IT-job
536 IT-JOB | 357 IT-JOBANNONCER
Gå til forsiden

Jobsamtalen

Partner Stig Weilborg fra rekrutterings- og konsulentvirksomheden Interim Competence fortæller, at de ansøgere, der giver det bedste indtryk til jobsamtalen, er dem, der virker velforberedte og kompetente. Små ting som at dukke op uden papir til noter trækker ned i helhedsindtrykket, pointerer han.


Sara Juhl, der er direktør ved rekrutterings- og rådgivningsfirmaet Bloom, er enig. De bedste ansøgere er venlige og ligetil, de udstråler selvtillid og ærlighed og har selvfølgelig gjort deres hjemmearbejde. 


Der er altså meget at vinde ved at forberede sig godt.


Motivation


Først og fremmest skal du gøre dig klart, hvorfor du gerne vil have jobbet. Folk bliver i høj grad ansat på deres motivation, og derfor er det vigtigt, at du kan formulere grundene til, at jobbet er lige noget for dig. Måske er det de nye udfordringer, arbejdsmiljøet, chancen for at blive en del af et spændende projekt eller noget helt fjerde.


Hvad kan du give virksomheden?


Samtidig skal du også overveje, hvad du kan tilføre virksomheden, og hvilke fordele den vil få ved at ansætte dig frem for en anden. Her må du trække på dine kvalifikationer, din erfaring og ikke mindst dine gode idéer. Lav en liste over de resultater, du har skabt i tidligere job, og overvej, hvordan de kan være relevante i forhold til den nye stilling.


Læs stillingsopslaget og hjemmesiden


En ting, du skal bruge rigtigt meget tid på, er at sætte dig ind i, hvordan virksomheden opfatter sig selv og sine medarbejdere. Læs stillingsopslaget igennem igen (og igen), og kig på firmaets hjemmeside.


Samtidig skal du skrive alle de spørgsmål ned, som falder dig ind undervejs, så du kan stille de bedste af dem under jobsamtalen. Du skal selvfølgelig lægge særligt mærke til de områder, som er relevante i forhold til den stilling, du forhåbentligt kommer til at bestride, men det er også en god idé at sætte sig ind i virksomhedens forretning i det hele taget.


Stig Weilborg foreslår, at man laver en Google-søgning på firmaet, for "det virker engageret og kompetent, hvis man ved en masse om virksomheden på forhånd." Hvis du har adgang til artikel-databasen Infomedia, kan du også søge på den der.


Har virksomheden fået negativ eller positiv omtale? Har chefen været i medierne for at fortælle om en nyskabende forretningsplan? Det er en god ide at kende til den slags. Det signalerer, at du er interesseret i branchen, og at du er i stand til at se din stilling i et større forretningsperspektiv.


Og så gør det enhver chef glad, hvis du udstråler, at du er særligt interesseret i netop hans virksomhed. "Man må gerne smigre lidt," opfordrer Sara Juhl.


Forbered dig på 'typiske spørgsmål'


Nogle ansættelsessamtaler har mest af alt karakter af en uformel sludder, mens andre har meget mere regelret 'forhørs-stil'. Umiddelbart lyder det første måske mere hyggeligt, men man skal ikke tage fejl af, at man bliver afprøvet i lige så høj grad her, og at det kræver lige så meget forberedelse som den anden type.


'Forhøret' vil ofte bestå af en række typiske spørgsmål, som du heldigvis kan finde på nettet og derfor forberede dig på hjemmefra. De fleste vil have forholdsvis nemt ved at svare på de positive spørgsmål om sig selv (hvad er dine styrker, dine bedste resultater og så videre), mens det kan være noget sværere at snakke negativt om sig selv til en jobsamtale.


De problemer kan du komme i forkøbet ved at forberede gode svar på spørgsmål af typen: "Nævn tre af dine svage sider", "Fortæl om en gang, du har fejlet" og lignende. Virksomheden stiller den slags spørgsmål for at sikre, at du kender dig selv og dine svage sider, og den bedste ansøger er ikke nødvendigvis den, der har færrest dårlige ting at sige.


Selvfølgelig skal du ikke undergrave dig selv i svarene ("jeg har forbandet svært ved at følge et projekt til dørs!"), men du skal være modereret ærlig, og hvis du overvejer en afart af svaret "jeg er simpelthen så perfektionistisk, og jeg kan ikke finde ud af at sige nej til et projekt," så skal du vide, at den har chefen sandsynligvis hørt en million gange før, og måske har han endda gjort grin med den til julefrokosten.


Overvej problematiske forhold i dit arbejdsliv


Er du blevet fyret? Har du haft længere tids sygdom? Tog det dig 10 år at komme i gang med en uddannelse? Arbejdsgivere lægger mærke til den slags, og det er vigtigt at være forberedt på spørgsmål i den forbindelse.


Stig Weilborg fortæller, at de fleste mennesker i løbet af et langt arbejdsliv vil opleve at blive fyret. "Hvis substansen er i orden, så er det ikke et problem med en fyring på CV'et," siger han. Det behøver altså ikke være pinligt, og der er en stor sandsynlighed for, at personen, der skal ansætte dig, selv har prøvet det engang. "Hvis ens karriere er pletfri, så er det måske et tegn på, at man ikke har kant," tilføjer han.


Bare husk, at det ikke virker godt, hvis du bagtaler din gamle arbejdsplads, tilføjer Sara Juhl. Hvis fyringen var oplagt uberettiget, så skal folk nok drage deres egne konklusioner på baggrund af de nøgne kendsgerninger.


Måske blev du fyret i forbindelse med nedskæringer, efter 'sidst-ind-først-ud'-devisen, og sygdommen gav dig måske selvindsigt og styrke, da du overvandt den. Måske brugte du tiden inden din uddannelse på at rejse og deltage i spændende projekter, der i endnu højere grad gør dig kvalificeret til det ønskede job. Se, om du kan vende problemerne til fordele, og hvis det ikke er muligt, så tag dine fejl på dig og forklar, hvordan du har lært af dem.


Og alt det, der burde være en selvfølge…


Få en god søvn natten inden, spis godt og sundt, så du er frisk og mæt, og mød op i god tid, så du ikke haster forpustet og forvirret ind af døren. Klæd dig pænt på og overvej, hvilken type tøj der er passende til præcis den virksomhed og det job, du søger.


Tjekliste:




  • Lær stillingen og virksomheden at kende.




  • Lav en resultatliste med udgangspunkt i dit tidligere arbejde.




  • Forbered relevante spørgsmål og gode idéer.




  • Sæt dig ind i 'typiske' spørgsmål.




  • Forbered svar på, hvorfor du gerne vil have stillingen, og hvad du kan gøre for virksomheden.




  • Forbered dig på eventuelle kritiske spørgsmål i forbindelse med CV'et. 





Jobworld.dk
KarriereHJÆLP

Find gode råd om alt, hvad enten du er i arbejde, jobsøgende eller helt ny på arbejdsmarkedet.

Bliv klogere på: Få mere karrierehjælp

Jobworld.dk
KarriereNYT

1 ud af 2.278 | Se alle KarriereNYT
Portrætbillede
22. maj 2013
Hanne Dalsgaard

Hanne Dalsgaard er indtrådt i ledelsesteamet i Atos Danmark som head of human resources med ansvar for at drive og udvikle HR- funktionen samt for at udvikle strategiske og operationelle HR-tiltag

Se alle navne hos Atos Danmark (1)